(ingen titel)

Mine øjne kigger ikke ind i dine. De kigger ikke ind i den klare krystalblå farve. Det eneste de ser er tomheden, intetheden – uendeligheden. De er våde, fyldt med tårer som ikke kommer videre, ikke triller ned ad kinden. Hjertet i mit bryst hamrer uregelmæssigt. Tre hurtige slag. Fem langsomme. Hele tiden i tvivl om hvad det banker for. Jeg sidder ved verdensende. Jeg sidder omringet af mørke, uvished og ensomhed. Så langt væk at ingen hører mine skrig. Mine fortabte og skræmte skrig. For selvom jeg lovede mig selv, at det aldrig ville ske igen så skete det. Og jeg er helt alene. Denne gang er der ingen til at samle mig op igen. Der er ingen. Stilheden kvæler mit skrig. Jeg frygter uvisheden, der omklamrer mig som et vådt tæppe. Jeg er ikke bange for fremtiden, jeg venter på den. Venter på de svar den vil give. Du var min redningsplanke. Nu er du væk. Hvem hjælper mig nu? Hvem får mig nu tilbage til mit liv? Hvem får mig til at spise igen, snakke igen og sove igen? Der er ingen svar kun spørgsmål og uvished. Mine læber skælver. Hele min krop skælver. Jeg krøller mig sammen og ligger i fosterstilling. Svæver rundt i tomheden. Jeg er let som en fjer. Vil det nogensinde blive det samme igen? Vil du nogensinde elske mig igen, som du elskede mig før? Ingen svar kun endnu mere uvished. Jeg er så tæt på at give op – så tæt på at overgive mig. Så tændes én stjerne. Så to. Så tre. Langsomt tænder de alle én efter én, og jeg ved, at de lyser for mig. Jeg er ikke alene.